Højesteret: Strejke er ulovlig

Posted: 20. maj 2010 in Europa, Fagforeninger, Politi og ret
Af Dagbladet Arbejderen

Højesteret aflyser 10.000 stewardessers strejke i British Airways.

Alle kan se, at de grundlæggende frihedsrettigheder nu er ved at blive udhulet, siger det britiske LO’s formand, Brendan Barber. // Foto: TUC // Arbejderen.dk

Få timer før en massiv strejke skulle træde i kraft natten til i går, aflyste højesteretsdommer McCombe arbejdsnedlæggelsen i British Airways med et pennestrøg.

Strejken er ulovlig, lød kendelsen fra dommeren. Derfor gik kabinepersonalet i går på arbejde i stedet for at gå strejkevagt, skriver Times  Online.

Ifølge McCombe har kabinepersonalets fagforening, UNITE, ikke informeret medlemmerne grundigt nok om stemmetallene efter urafstemningen om konflikten.

Hele 92.5 procent af 12.000 kabineansatte stemte ellers  for at strejke mod flyselskabet, der vil spare 376 millioner kroner ved at fyre en kabineansat for  hver flybesætning og skære i bonussen.

British Airways direktør, Willie Walsh, håner ledelsen i kabinepersonalets fagforening Bassa, der hører under UNITE.

– En lille gruppe Bassahøge, der ikke vil acceptere, at verden har ændret sig, hindrer en løsning af denne konflikt, siger han ifølge The Times.

UNITE’s formand, Tony Woodley, lover straks at anke dommen.

– Denne dom er en skandale og en milepæl i angrebet på fagbevægelsen og retten til at tage kollektive  kampskridt. Konsekvensen er, at det nu er umuligt at stemme demokratisk om at gå i strejke, da ethvert skridt alligevel vil blive mødt med dommernes trivielle og smålige spidsfindigheder, siger han.

Skriv en kommentar