Archive for the ‘Aktioner’ Category

Af ALERTA
Fredag d. 5. august er der maksimalt 100 dage tilbage med Lars Løkke som statsminister. Det fejrer Enhedslisten Århus ved at holde fest på Rådhuspladsen kl. 15 -17 med champagne, balloner og feststemning.

Enhedslisten indkalder til valgkampsmøde

Enhedslisten Århus lokale folketingskandidat Per Clausen udtaler: ”Lars Løkke og Pia Kjærsgaards omvendte Robin Hood, med skattelettelser til de rige og klapjagt på arbejdsløse, udlændinge og offentligt ansatte, får befolkningen snart muligheden for at gøre op med. Om højst 100 dage er Lars Løkke tvunget til, at udskrive det valg, som alle har ventet på det sidste års tid. Det skal fejres!”

Med fredagens fest markerer Enhedslisten samtidig, at valgkampen nu for alvor går i gang. Uanset hvad der står i statsminister Lars Løkkes drejebog.

 ”Vi starter valgkampen nu. Vi har masser ideer til, hvordan vi kan skabe nye jobs og et bedre klima, som vi gerne vil diskutere med borgerne i Århus. Hvorfor vente på, at Lars Løkke tager sig sammen og trykker på valgknappen?” udtaler Solveig Munk folketingskandidat for Enhedslisten Århus.

FAKTA

  • Fredag d. 5. august kl. 15 – 17 på Rådhuspladsen: Fest, champagne og happenings. Folketingskandidat Per Clausen vil være tilstede og medvirker gerne til interview.
  • Enhedslistens ’100 dage tilbage’ – kampagne skydes i gang, hvor Enhedslisten tæller ned til afslutningen på VKO-flertallet. Samtidig tager Enhedslisten hul på valgkampen ved at afholde adskillige events og happenings i løbet af de kommende 99 dage over hele landet.

 

Af ALERTA
Pludselig hed alle vennerne “Søren Pind”, og de der ikke gjorde, havde i hvert fald Søren Pind som profilbillede. Dette er virkeligheden for mange brugere på Facebook. Og grunden hertil: de er blevet assimileret.

I 2008 skrev den nye integrationsminister Søren Pind (V) et blogindlæg om integration, at assimilation af udlændinge var den eneste vej frem.

“Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation. Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andensteds hen og dyrke, hvis det er det, de har lyst til,” skrev Søren Pind (V) på sin blog 4. februar i 2008.

På bloggen på hjemmesiden sorenpind.dk skriver Danmarks nye integrationsminister, at multikultur må vige til fordel for assimilation.

“Jeg er positiv overfor en bestemt form for indvandring – men jeg vil med vold og magt (altså, demokratisk naturligvis…) bekæmpe multikulturalismen. Denne forløjede påstand om at alle kulturer er ligestillede,” lyder opsangen i indlægget »Åh Danmark«, skriver Modkraft.dk.

Denne lille opsang hæfter Søren Pind nu for.

9.525 Søren Pind-profiler

For at vise Søren Pind hvor kedelig et land er når alle er assimilerede, opfordrer en gruppe på Facebook med begivenheden: Assimiler Søren Pind, skift dit profilbillede alle til at skifte deres eget profilbillede ud med ét af Søren Pind.

Gruppen rummer i skrivende stund 9.525 medlemmer, og er stødt stigende – blot på den tid det har taget at skrive denne artikel indtil videre, er der kommet 874 nye deltagere(!) – og vi snakker altså ikke mere end små 20 min.

Facebook, og internettet generelt, flyder nu med sjove billeder, der alle illustrerer Pinds assimileringsplan.

Deltag i “Assimiler Søren Pind, skift dit profilbillede” her.


Af ALERTA
ALERTA var i weekenden med Jyske Antifascister Århus i Dresden for at demonstrere imod og blokere Europas største nazimarch lørdag d. 19. februar. Marchen fungerer som en “sørgemarch”, som skal markere årsdagen for de allieredes ødelæggende bombardementer af Dresden d. 13. og 14. februar 1945. Op imod 25.000 antifascister, forskellige partier, fagforeninger, kirker og antiracistiske grupper var mødt op, og med blokader, demonstrationer og aktioner fik disse politiet til at vælge at sende nazisterne hjem igen, efter at de havde ventet i timevis på tilladelse til at marchere.

Stort stilladsbanner i Dresden centrum: "Vores Dresden: Ingen plads til nazister!".

Efter kun få timers søvn på den lange bustur, sprang jeg ud af bussen sammen med de andre. Vores bus havde valgt, ligesom de mange andre, at forsøge at komme så langt ind i Dresden som muligt, og smide folk af, som så til fods skulle begive sig hen imod blokaderne. Jeg fik hurtigt min back-packer taske på, og med den sorte AFA-fane blafrende bag mig, løb jeg med flokken ned imod centrum. Med ét fossede der betjente frem fra alle sider, og vi blev langsomt presset tilbage. Til vores held, stødte vi ind i omkring 600 andre antifascister, som også var kommet med busser, og sammen med dem forsøgte vi at presse os ned mod centrum.

“Wir sind friedlich, was sind ihr?!”

Betjentene kom tættere på os, og en meget aggressiv betjent begyndte uprovokeret at skubbe og slå til et par demonstranter. Kort efter begyndte flere betjente at skyde med peberspray og trække kniplerne. Kampråbet “Wir sind friedlich, was sind ihr?!”  (“Vi er fredelige, hvad er I?!”, red.) strømmede ud fra menneskemængden, og til sidst stoppede betjentene da også, og lod os gå længere op ad vejen. Her blev vi dog, ca. 500 meter længere henne, stoppet igen, og spærret helt af. For at true, kørte politiet flere gange vandkanoner helt frem, og pegede ud over menneskemængden, der med panik i øjnene trak så langt væk som muligt. Vandkanonerne blev dog her aldrig taget i brug, det var vores del fri for. Til gengæld blev den brugt få andre steder i byen, hvor der var lavet brændende barrikader og blev kastet sten mod politiet. Her blev omkring 50 mennesker også anholdt.

De forreste i gruppen, forsøgte flere gange at komme forbi politiet, men blev mødt med voldsomme knippel- og knytnæveslag i ansigtet samt peberspray. Op til 15 personer blev slæbt blødende fra ansigtet ud til siden, hvor de blev behandlet af samaritter og ambulancefolk.

Da vi havde stået urokkeligt i noget tid, og det kun var lykkedes omkring 25 personer at slippe forbi politiet, begyndte vi at lægge planer for det videre forløb. Vi blev enige om at dele os op i tre dele, og presse og forvirre politiet, og på den måde trække tilbage, og via en sidevej komme ned i centrum.
Det lykkedes os at komme ned ad sidegaden, men længere nede blev vi mødt af talstærke politistyrker, og her blev vi i mange timer, og fandt sammen med omkring 3.000 andre. Der blev serveret vegansk folkekøkken flere gange, og folk gik afslappet rundt – nogle dansede – og andre gik ind i et stort bageri og drak kaffe og spiste. Der var generelt god stemning.

800 nazister fanget på banegården

Da vi havde stået noget tid, fik vi at vide, at de 800 nazister der var kommet med tog, var blev forhindret udgang fra banegården, og kom ikke længere end få meter udenfor. Her var nogle af nazisterne begyndt at skubbe til og råbe af politiet, hvilket resulterede i den helt store omgang knippelsuppe krydret med peberspray serveret af politiet.

Kl. 15.30, efter timers stilstand ved hovedbanegården, mandsopdækket af politiet, proklamerede nazilederen, at man i stedet for Dresden ville forsøge sig at tage til byen Leipzig, godt 100 kilometer derfra, og forsøge at marchere her.

De frustrede nazister tog af sted, efter at have stået på banegården siden kl. 11.00, og da de 300-500 nazister – deriblandt mange fra strukturer omkring Autonome Nationalisten – ankom med toget til Leipzig, ventede der allerede aktivister fra den lokale antifa, samt større politistyrker, som forhindrede nazisterne i at bevæge sig væk fra perronen. Ved 20-tiden opgav de og måtte begive sig hjemad med stor skuffelse.

Fire antifascister stukket ned

Tilbage ved vores samling, blev det proklameret, at vi skulle bevæge os et andet sted hen, da der herfra skulle komme omkring 600 nazister imod os. Samtidig var det blevet bekræftet, at fire antifascister var blevet stukket ned af nazister, da de havde angrebet nazisternes bus. Der var sket et større sammenstød, som altså var endt ud i dette. Heldigvis skete der, så vidt redaktionen er bekendt, ingen dødsfald.

Vi bevægede os derfor hurtigt op, for at gøre klar til blokade, og forberedte os på et eventuelt sammenstød. Vi nåede dog aldrig helt hen til nazisterne, da vi, inde i et tæt-bebygget villakvarter, blev stoppet af politiet. En større gruppe på flere tusinde antifascister, havde lige ved siden af blokeret nazisterne, der her havde stået stille siden start, tilbageholdt af politi og demonstranter.

Et ældre ægtepar filede en kurv ned til os, indeholdende friskbagt marmorkage og Werthers Orginal-bolsjer, for at vise deres støtte. Og til et jublende publikum, vinkede de ud til os alle.

“Det kan godt være, at der ikke var kage og bolsjer nok til mere end 10 af os, men vi blev alle ‘mætte’ alligevel,” som en kvindelig deltager fra Århus beskrev det.

Da vi havde stået her en lille time, blev det via Die Linkes (tysk venstreorienteret parti, red.) lydvogn fastslået, at blokaden af nazimarchen nu var lykkedes, og de resterende 1.300 nazister blev, uden overhovedet at have fået lov at marchere, sendt hjem i deres busser, til stor jubel blandt de i alt omkring 25.000 antifascister i byen.

Succes – endda større end sidste år!

Deltagerantallet fra nazisternes side er blevet væsentligt reduceret, og profetien om endnu en fiasko holdt stik. Sidste år var deltagerantallet hele 6.000 nazister, hvor de i år kun fik skrabet knap 2.000 sammen. Det er altså en deltagerreducering på lige knap 67 %.

Antifascisternes deltagerantal, derimod, er steget fra 20.000 til ca. 25.000 fra sidste år til i år. Så lad os da håbe, at udviklingen bliver ved sådan!

Se tyske video-reportager fra protesterne på Youtube:

Hold øje! Senere bringer ALERTA en foto-reportage fra turen.

Af ALERTA
Trods forbuddet fra Dresdens forvaltningsamt, besluttede 3.500 antifascister at gennemføre deres planlagte masseblokade mod nazisternes fakkeloptog gennem byen i eftermiddags.

Foto: Blokaden i Dresden sidste år.

De planlagte masseblokader mod nazisternes “sørgemarch”, var oprindeligt blevet forbudt af Dresdens forvaltningsamt, med den begrundelse, at man vil ”holde de fjendtlige lejre på distance af hinanden”. Dette forbud blev dog i dag, som proklameret, trodset, da 3.500 antifascister valgte at blokere og protestere imod de knap 1300 nazister der var mødt op. (ALERTA har før skrevet 250, men dette var en fejlkilde – redaktionen beklager!)

Nazisternes fakkeloptog blev drastisk forsinket, og nazisterne måtte stå længe og vente i kulden, før de fik lov at gå – og dette var ikke uden besvær; flere mennesker fra hustandene på ruten kom med nedladende slagråb, og overalt på ruten blev de mødt med protester. Det var tydeligt, at de ikke var velkomne her.

Tallet “250” stammer fra en fysisk blokade på 250 antifascister, for hvilke det lykkedes at afspærre nazisternes rute. Dette førte til at politiet følte sig tvunget til at forkorte marchen, og derfor blev demoruten kun halvt så lang som nazisternes oprindelige rute.

Nazisterne mobiliserede langt færre end antaget, og derved blev startskuddet til den store march på lørdag også langt mindre, og meget tyder på endnu en fiasko-march for de sørgende nazister.

Chokeret borgmester

Albrecht Shröter, der er socialdemokratisk borgmester i den nærliggende by Jena, er chokeret over Dresden kommunes håndtering af dagen, lyder det på ProjektAntifa.dk. Borgmesteren er chokeret over, at de antifascistiske aktioner og demonstrationer, som de foregående år, er blevet mødt med forbud og begrænsninger.

”Det er chokerende hvor lidt Dresdens politikere har lært af fortiden. De ansvarlige i byen burde understøtte moddemonstrationerne,” udtaler Albrecht Schröter, der ifølge Projekt Antifa har taget weekenden fri, arrangeret to busser med moddemonstranter og derudover selv har deltaget aktivt i blokaderne af marchen.

Projekt Antifa beretter også, at 15.000 mennesker om formiddagen havde dannet en 3,5 kilometer lang menneskekæde for at ”beskytte” byen imod nazisterne, og at dette var sket på opfordring fra politikerne i Dresden.

Stadig ledige pladser til busturen

Det er stadig muligt at tilmelde sig Jyske Antifascisters bus til Dresden. Det koster 400 kr. at deltage, og bussen har afgang fra Århus ved 16-tiden fredag d. 18., og hjemkomst søndag aften. JAF gør opmærksom på, at indtagelse af alkohol og andre rusmidler i forbindelse med busturen ikke accepteres.

Tilmelding til turen foregår ved at sende en mail til jaf@riseup.net med navn, telefonnummer og by.

“Folk der ikke har deltaget i vores busture eller andre aktiviteter før må gerne skrive lidt nærmere om sig selv. Og hvis man tilmelder andre personer end sig selv, skal informationer om disse også sendes,” tilføjer JAF.

Plakat for busturen. Layoutet af Junkbird Productions. Klik på plakaten for stor størrelse - download, print og del endelig!

Af ALERTA
I februar måned finder Europas største nazimarch sted i den østtyske by Dresden. Sidste år blev marchen forhindret af antiracister i tusindvis, og igen i år forsøger de at gentage succesen – danske aktivister vil være med.


I disse dage mobiliserer flere danske aktivister til at deltage i masseprotester mod den nazistiske march i den tyske by Dresden den 19. februar. En nyopstartet initiativ kaldet »Modstand-Solidaritet« står for det meste af denne mobilisering.

“Vi er et par stykker, der ikke er tilknyttet nogen faste organisationer, som hver især havde planlagt at tage til Dresden og deltage i de antifascistiske aktioner,” udtaler gruppen i et interview til ProjektAntifa.dk.

Marchen foregår årligt, og traditionelt set plejer gademanifestationen at foregå d. 13. februar. I år er situationen lidt anderledes, idet nazierne har proklameret en egentlig ”aktionsuge” med to centrale datoer, udtaler »Modstand-Solidaritet« i interviewet. Det drejer sig om henholdsvis søndag den 13. februar og lørdag den 19. februar 2011.

“Bevæggrunden for naziernes dobbelte mobilisering bunder højst sandsynligt i, at de forsøger at skabe forvirring for derved at besværliggøre mobiliseringsprocesserne for modstandsvillige folk, der individuelt og i fællesskab ønsker at agere mod dem og deres fascismespredende initiativ. Dette skal nok ses i lyset af, at de led et enormt nederlag den 13. februar 2010, da deres march, for første gang i den tid den har eksisteret, blev umuliggjort grundet en mangfoldig og konsekvent modstand, hvor 10-20.000 moddemonstranter deltog på forskellige måder,” udtaler de.

For at vise den rette modstand, har den antifascistiske bevægelse valgt at mobilisere mod-aktioner til begge dage.

“Vi mobiliserede i starten umiddelbart til den 13. februar, da det er den traditionelle dato for deres march, men nu har vi rykket og endeligt fastsat datoen til den 19. februar. Dette er sket efter, at vi løbende har haft kontakt med individer og grupperinger i Tyskland, der nøje har fulgt med i, hvad der sker, og som nu har meddelt os, at vores aktive deltagelse er mest efterspurgt den 19. februar. Det er ifølge oplysninger fra tysk side af den 19. februar, at nazi’erne vil holde deres store march med valfartende nazier fra både ind- og udland, mens marchen den 13. februar bliver mere lokalt og regionalt baseret,” står der i interviewet på ProjektAntifa.dk.

Baggrunden for selve marchen, skal findes i de allieredes bombardement af Dresden den 13. februar 1945, der var et led i Det Tredje Riges sammenbrud. Nazisterne har siden starten af 90’erne brugt dagen til at afholde en sørgemarch til minde om de mennesker, der omkom under bombardementet. I mange år har der været set en stigning i antallet af deltagere, bl.a. deltog der i 2009 over 6.000 nazister.

“Det er således en dag, der har stor betydning for nazi’erne, da den forener dem og giver dem en følelse af styrke og sammenhold ikke alene i Tyskland, men på tværs af landegrænser. Nazister fra flere lande i Europa deltager nemlig også i marchen, således også fra Danmark, hvor bl.a. medlemmer af Danmarks Nationale Front (DNF) og DNSB tidligere har været at finde,” uddyber »Modstand-Solidaritet« i interviewet.

Busafgang fra Århus

På en ny blog proklamerer Jyske Antifascister Århus, at de i fællesskab med »Modstand-Solidaritet« arrangerer busafgang fra Århus til Dresden.

Busturen fra Århus og hjem vil komme til at koste 400 kr. pr. deltager, og forventer at have afgang ved 16-tiden fredag d. 18. februar, med hjemkomst til Århus søndag d. 20. februar om aftenen.

Indtagelse af alkohol og andre rusmidler i forbindelse med busturen accepteres ikke, skriver JAF på den til begivenheden oprettede blog.

Tilmelding foregår ved at sende en mail til jaf@riseup.net med navn, telefonnummer og by.

Nye deltagere, som ikke har deltaget i JAFs busture eller andre aktiviteter før, må gerne vedlægge lidt information om sig selv. Hvis man tilmelder andre personer end sig selv, skal disse informationer også vedlægges,” oplyser JAF, og gør samtidig opmærksom på, at tilmelding til busturen er bindende.

Tilmeldte deltagere vil få nærmere information om afgangstider og mødested via mail.

Grupperne håber på solid opbakning fra dansk side, og ser frem til endnu en forhåbentlig succesoplevelse.

“For os er det vigtigt, at fascismen møder den utvetydigt retfærdige og ekstremt nødvendige modstand, hvor end den viser sig. Det afgørende for os er ikke, hvordan folk viser deres modstand på gadeplan, men simpelthen at det reelt gøres,” fortæller »Modstand-Solidaritet«.

Besøg “Modstand – Solidaritet”.

Læs interviewet: “Stop nazi-marchen i Dresden” hos ProjektAntifa.

Besøg Jyske Antifascister Århus’ blog.

Af ALERTA
Den “V-for-Vendetta”-maskeklædte gruppe Anonymous laver på lørdag “real life”-protester over hele verden, for at støtte aktivister i Tunesien, Zimbabwe, Iran og whistleblower-tjenesten WikiLeaks. Danske aktivister opfordrer nu alle til at deltage.

Ifølge ComON.dk gik maskerede medlemmer af bevægelsen allerede for to år siden på gaden for at protestere mod den kontroversielle Scientology-kirke, så den traditionelle og fredelige måde at demonstrere på er i virkeligheden et gammelt middel for Anonymous. Det er dog første gang, at et samlet Anonymous går på gaden for at demonstrere til fordel for whistleblower-tjenesten WikiLeaks. Der er angiveligt arrangeret demonstrationer verden over, deriblandt i tyske Hamborg og svenske Göteborg, lørdag den 15. januar. Der er på hjemmesiden ikke annonceret demonstrationer i Danmark, men et anonymt tip til ALERTA fortæller noget andet. I tippet fik vi besked om, at flere danske aktivister har tænkt sig at deltage i aktionen, og at de nu opfordrer alle til at deltage i demonstrationen.

Dette gøres ved at tage ud i sin respektive by og aktionere. Nederst i artiklen findes flyers til fri download (disse flyers indeholder QR-koder, som kræver et barcode-program installeret på sin telefon, for at aflæse), og V-for-Vendetta-masker kan købes her: http://moviemerchandise.dk/masker-10/v-for-vendetta-maske-403.html eller printes her: http://fc06.deviantart.net/fs50/f/2009/271/4/f/Guy_Fawkes_Mask_vectorised_by_timdunn.png.

Anonymous annoncerede midt i december, at de ville stoppe med at lave DDoS-angreb (DDoS står for Distributed Denial of Service (Distribueret ServiceNægtelse), og er betegnelsen for når en hacker bevidst overbelaster en internetserver i en sådan grad, at reelle forespørgsler til serveren ikke kan besvares i tide, red.) mod firmaer eller personer, der generede Wikileaks, men det betyder dog ikke, at Anonymous helt har afskrevet sig brugen af DDoS-våbnet. Bevægelsen har for eksempel nedlagt hjemmesider, der tilhører regimerne i henholdsvis Zimbabwe og Tunesien siden da.

Twitter presset til dataudlevering i WikiLeaks-sag

Den amerikanske regering har ifølge ComputerWorld.dk i al hemmelighed krævet, at det sociale netværkssite Twitter udleverede oplysninger om flere af sine brugere, der har tilknytning til whistleblower-sitet Wikileaks. Dette skulle fremgå af nogle retsdokumenter fra en District Court-retssal i Virginia, som er gået til Twitter og forlangt oplysningerne udleveret.

Til at starte med var udleveringen af oplysningerne hemmelig, og i onsdags fik Twitter så lov til at afsløre, at disse oplysninger var efterspurgt af de amerikanske myndigheder, som angiveligt krævede at få udleveret oplysninger som bl.a. brugernavne, adresser, forbindelsesoplysninger som IP-adresser, telefonnumre og betalingsinformationer på fem navngivne Twitter-folk med Wikileaks-forbindelser.

I weekenden fordømte Wikileaks-stifter Julian Assange, som formentlig er mistænkt for at være medskyldig i udleveringen af en kvart million dokumenter fra amerikanske ambassader, stævningen og sagde, at det var ren chikane:

“Hvis den iranske regering forsøgte at fremskaffe disse oplysninger fra journalister og aktivister fra udenlandske nationer ved hjælp af tvang, ville menneskerettighedsgrupper i hele verden tale ud,” forklarede Wikilieaks-stifteren i en pressemeddelelse.

Twitter har indtil videre forholdt sig nogenlunde tavs i sagen, men har dog udtalt:

“Det er vores politik at give brugerne besked om retshåndhævelse og statslige anmodninger om deres oplysninger, medmindre vi er retligt forhindret i at gøre det.”

Nu er WikiLeaks ifølge The Guardian gået i offensiven og har henvendt sig hos Facebook og Google for at få de to selskaber til at offentliggøre eventuelt hemmelige stævninger.

Pirater anholdt i Tunesien

I weekenden blev flere medlemmer af Piratpartiet ifølge en pressemeddelelse fra partiet arresteret i Tunesien, hvor der på det seneste har været demonstrationer mod den autoritære præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Demonstrationerne har stået på, da Tunesien ifølge en artikel på Al Jazeera mistænkes for at have hacket eller phishet sig adgang til kritikeres Facebook-profiler og email-konti og derefter slettet dem. Regeringen kan have skaffet sig adgang via internetudbyderne, lyder en teori.

Anonymous har også tidligere støttet aktivister i Iran.

Disse flyers vil på lørdag blive delt ud forskellige steder i Danmark (tryk for at downloade): http://www.mediafire.com/?nfvqiwxs777z57a

Se Anonymous’ promoverings-video for aktionerne her:

Besøg ComOn.dk

Af ALERTA
Søndag den 28. november trodsede otte aktivister fra Enhedslisten sne og kulde for at gøre beboerne i Gellerup opmærksom partiets støtte og opbakning i kampen mod helhedsplanen og nedrivningen af beboernes hjem.

I løbet af et par timer lykkedes det for aktivisterne at få husstandsomdelt deres medbragte flyers i hele Gellerupparken, og efterfølgende at få uddelt en hel del flyers foran indgangen til Bazar Vest, som ligger klods op ad Gellerupparken.

“Reaktionen fra områdets beboere var overordentlig positiv, og de ved, at Enhedslisten er det sidste bolværk mod regeringens statsracisme og byrådets nedrivningsiver,” beretter aktivisterne.

Dagen blev afsluttet med hyggelig fællesspisning i Bazar’en, og for de deltagende var én ting klart: Gellerup er ikke en “ghetto”, men et sted fuld af liv og mennesker.

“Og lad os håbe på et nej til helhedsplanen, så det bliver sådan!” sluttede de mætte aktivister af.