Af Bjarne Speth Hansen for ALERTA (læserindlæg)
Den 23. juli 1892 brød en bevæbnet anarkist ind på direktøren for Carnegie Steel Companys kontor, han affyrede tre skud som ramte direktøren Henry Clay Frick og stak ham én gang med en skarpsleben fil. Anarkistens navn var Alexander Berkman, og han havde en helt bestemt idé om, hvad attentatet på Henry Frick skulle føre med sig.
Carnige Steel Company havde lige været inde i en omfattende og blodig arbejdskonflikt, og Berkman ønskede med sin handling at rive arbejderne med i et oprør imod det kapitalistiske system.
Men arbejderne gjorde ikke oprør. Og før det lykkedes Berkman at dræbe Frick, kom flere arbejdere Frick til undsætning, og tævede Berkman halvt til døde. Alexander fik en dom der var hårdere end normalt; 22 år for mordforsøg.
De ville bryde fagforenings indflydelse
Carnegie Steel Company var ejet af Andrew Carnegie som indsatte direktøren Henry Clay Frick. Frick var modstander af fagforeninger, og ønskede at knuse fagforeningen i Homestead. Ved forhandlingerne i 1892 med stålarbejdernes fagforening AA (Amalgamated Association of Iron and Steel Workers) kom Fricks plan, med godkendelse fra den ellers fagforeningsvenlige Carnigie, til udtryk.
Frick havde under forhandlingerne om en ny overenskomst omdannet fabrikken i Homestead til et fort med pigtrådshegn og skyttetårne, og den 29. juni lukkede han fagforeningen ude fra fabrikken og sendte bud efter erstatningsarbejdere og Pinkerton-agenter, som var en gruppe professionelle bøller og strejkebrydere.
Homestead-strejken
Arbejderne indkaldte den 30. juni 1892 til et massemøde, hvor både AA og Knights of Labour, mekanikerne og transportarbejdernes fagforening, besluttede at nedlægge alt arbejde på fabrikken.
Fagforeningerne oprettede en blokade omkring fabrikken i Homestead, og indførte strenge regler for ophold i byen: fremmede blev udspurgt om deres ærinde og straks ført ud af byen, hvis ikke deres svar var godt nok. Journalister fik udstedt specielle tilladelser for ophold i Homestead, men disse blev trukket tilbage hvis journalisten reporterede urigtige eller tendentiøse oplysninger.
Arbejderkamp bliver til arbejderkrig
Den 6. juli kl. 02.30 om morgenen lød fabrikkens fløjte, som indkaldte tusinder af strejkende arbejdere og deres familier til fabrikken. Grunden hertil var, at der natten før var gået strejkebrydere og Pinkerton-agenter om bord på en flåde af pramme (lavbundet skibsflåde til transport over meget lavt vand, red.) som var på vej op ad floden i retning mod fabrikken.
Arbejderne var derfor velforberedte, og en lille flåde af fagforeningsbemandede skibe sejlede ned ad floden for at komme Pinkerton-agenterne i møde. Da agenterne prøvede at gå i land under dække af mørket kl. 4.00 om morgenen, stod de strejkende arbejdere klar til at modtage dem. En stor gruppe af de strejkendes familier havde fulgt prammene mens de ankom til byen. Arbejderne brød ind på fabrikken, og nogle af de strejkende kastede sten efter agenterne.
De første skud
Hvem der affyrede de første skud ved fabrikken er uklart. Unavngivne vidner beretter, at det var Pinkerton-agenterne, mens navngivne vidner peger på de strejkende arbejdere.
En ting er sikkert; de næste ti minutter krævede fire dødsofre og over tyve sårede, jævnt fordelt på de to sider: Pinkerton-agenterne skød mod massen af strejkende, kvinder og børn, mens de strejkende skød mod prammene på floden.
Slæbebåden, der havde trukket de umotoriserede pramme, forlod fabrikken med de sårede Pinkerton-agenter. Agenterne var nu strandet midt i kampens hede, mens flere tusinde vrede arbejdere byggede barrikader af store ståldragere inde på bredden.
Over fem tusinde borgere fra Homestead samlede sig kl. 06.00 om morgenen ved fabrikken, og var vidne til, at de strejkende arbejdere kørte en 20-punds kanon frem og gjorde sig klar til at beskyde prammene.
I Pittsburgh var flere tusinde stålarbejdere fra andre fabrikker samlet, og besluttede sig for at komme deres kammerater i Homestead til undsætning. Flere hundrede bevæbnede arbejdere begav sig af sted til fods mod konflikten.
Konflikten kræver flere ofre
Ved 08-tiden prøvede Pinkerton-agenterne igen at gå fra borde. En arbejder affyrede et skud mod dem, som blev responderet, og dræbte fire af de strejkende. Mange af agenterne var nye rekrutter der aldrig havde været i kamp før, og nægtede derfor at deltage. De prøvede at gemme sig i den pram der var længst fra kampene, mens de mere rutinerede agenter både kæmpede med at få dem til at deltage, samtidig med at de måtte besvare skyderierne, der fortsatte resten af formiddagen.
Lidt i 11.00 vendte slæbebåden, der havde bragt de sårede agenter i sikkerhed, tilbage. Den forsøgte at komme frem til prammene og slæbe dem væk, men blev udsat for voldsom beskydning fra over 300 arbejdere, der var bevæbnet med rifler, og måtte derfor vende om.
Kort før middag blev endnu en Pinkerton-agent ramt af skud og dræbt.
De strejkende gjorde adskillige forsøg på at brænde og sænke prammene, men alle mislykkedes.
Mislykkedes forsøg på forhandling
Fra morgenstunden havde fagforeningslederen William Weihe forsøgt at opnå kontakt til Henry Frick for at undgå flere blodsudgydelser. Frick nægtede at mødes, for jo mere kaotisk situationen blev, jo større chance var der for at statens milits blev sat ind til hans fordel.
Den lokale sherif forsøgte også at indkalde støtte udefra, men svaret fra guvernøren var at spørge sheriffen hvor mange vicesheriffer han selv havde.
Pinkerton agenterne overgiver sig
Ved 16-tiden forsøgte William Weihe at få de strejkende til at give Pinkerton-agenterne en chance for at overgive sig, men han blev mødt af vrede tilråb. En anden taler, én de strejkendes lokale ledere Hugh O’Donnell, fik dog en varmere modtagelse og krævede at agenterne, alle som én, skulle tiltales for mord, afvæbnes og smides ud af byen.
Kl. 17.00 overgav agenterne sig endeligt, efter mere end 12 timers hede kampe. Deres prøvelse var dog ikke ovre, for de strejkende arbejdere formede en spidsrod og tæskede flere af agenterne til bevidstløshed.
Dagen efter ankom statsmilitsen, og de 3000 soldater herfra fik hurtigt jagtet de strejkende arbejdere væk fra fabrikken.
Med fabrikken omringet af soldater begyndte Frick at hente strejkebrydende erstatningsarbejdere ind til fabrikken. Mange af disse arbejdere var sorte, som stod udenfor fagforeningerne, og dette skabte race-konflikter på fabrikken.
Alexander Berkman og Emma Goldman planlægger attentat
I New York City hørte flere medlemmer fra den anarkistiske bevægelse om arbejdernes kamp i Homestead. De opfattede kampene som en revolutionær situation, og øjnede chancen for at rive flere arbejdere ind i kampen mod kapitalisterne. Og det var her de besluttede at dræbe Henry Frick.
Hovedpersoner bag attentatet var Alexander Berkman og hans elsker, den berømte forfatter Emma Goldman. De prøvede først at lave en bombe, som der var tradition for at bruge ved politiske attentater i Rusland, hvor de begge kom fra, men deres prøvebombe ville dog ikke springe, og de besluttede sig derfor for at bruge en pistol. Den 23. juli udførte Alexander Berkman attentatet, som mislykkedes.
Attentatforsøget havde den modsatte effekt af hvad de to anarkister havde håbet: fagforeningens kamp blev miskrediteret, og strejken, der ellers før havde haf stor støtte i samfundet, faldt fra hinanden.
Mens Berkman modtog en meget hård straf for sin rolle i attentatforsøget, slap Emma Goldman fri for straf, da det ikke kunne bevises, at hun havde noget med attentatet at gøre. Hun endte med et blive et ikon for fremtidens anarkister, og én af USA’s mest eftertragtede foredragsholdere.
Pinkertons og arbejderkonflikter
Pinkerton National Detective Agency blev oprettet i 1855 af Alan Pinkerton i samarbejde med ledelsen fra flere jernbaneselskaber, formålet var at holde øje med arbejderene og at yde sikkerhed til private firmaer. De blev i høj grad brugt til at infiltrere og nedbryde fagforeninger og til at fungere som bevæbnede strejkebrydere ved arbejderkonflikter.
Pinkerton-agenter eskorterer strejkebrydere ved en anden konflikt.
Ved Homestead-strejken hyrede Frick 300 bevæbnede Pinkerton-agenter til at bryde strejken d. 6. juli. De brugte tidens mest moderne rifler; Winchester-riflen, bedre kendt fra westernfilm.Selv om firmaet ikke længere beskæftiger sig med arbejderkonflikter, så kaldes strejkebrydere den dag i dag stadig Pinkertons i USA.
Fagforeningerne
Stålarbejdernes fagforening Amalgamated Association of Iron and Steel Workers (AA) organiserede ca. 800 af fabrikkens 3500 arbejdere. Sammen med Knights of Labour, mekanikernes og transportarbejdernes fagforening, stod de på den anden side af arbejderkonflikten. På dagen var flere tusinder arbejdere og deres familier mødt frem. Arbejderne var bevæbnet med deres værktøj, dynamit og deres private skydevåben. De havde også en 20 punds kanon.
Hvad var en anarkist i USA?
I den sidste halvdel af 1800-tallet ankom mange øst- og sydeuropæere til USA. De flygtede fra elendighed, sult og undertrykkelse, og fælles for dem alle var, at de kom til USA for at finde frihed og en lysere fremtid. Den anarkistiske bevægelse voksede ud af denne gruppe indvandrere, og især de russiske indvandrere havde en idé om at individuelle voldshandlinger kunne føre til forandring.
Denne artikel er skrevet af Bjarne Speth Hansen og indsendt på adressen alertaredaktion@gmail.com. Artiklen er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med redaktionens synspunkter, og vi fraskriver os et hvert ansvar for fejlkilder og fejlinformationer.
Ligger du også inde med en artikel, du vil have publiseret på ALERTA? Så send den til ovenstående mail. Redaktionen skal nok sørge for korrekturlæsning osv. Vi tillader os dog at ændre i teksten (ændre sætningsopbygning osv.), hvilket også er sket i ovenstående artikel.