Archive for the ‘Censur’ Category

Af ALERTA
Den “V-for-Vendetta”-maskeklædte gruppe Anonymous laver på lørdag “real life”-protester over hele verden, for at støtte aktivister i Tunesien, Zimbabwe, Iran og whistleblower-tjenesten WikiLeaks. Danske aktivister opfordrer nu alle til at deltage.

Ifølge ComON.dk gik maskerede medlemmer af bevægelsen allerede for to år siden på gaden for at protestere mod den kontroversielle Scientology-kirke, så den traditionelle og fredelige måde at demonstrere på er i virkeligheden et gammelt middel for Anonymous. Det er dog første gang, at et samlet Anonymous går på gaden for at demonstrere til fordel for whistleblower-tjenesten WikiLeaks. Der er angiveligt arrangeret demonstrationer verden over, deriblandt i tyske Hamborg og svenske Göteborg, lørdag den 15. januar. Der er på hjemmesiden ikke annonceret demonstrationer i Danmark, men et anonymt tip til ALERTA fortæller noget andet. I tippet fik vi besked om, at flere danske aktivister har tænkt sig at deltage i aktionen, og at de nu opfordrer alle til at deltage i demonstrationen.

Dette gøres ved at tage ud i sin respektive by og aktionere. Nederst i artiklen findes flyers til fri download (disse flyers indeholder QR-koder, som kræver et barcode-program installeret på sin telefon, for at aflæse), og V-for-Vendetta-masker kan købes her: http://moviemerchandise.dk/masker-10/v-for-vendetta-maske-403.html eller printes her: http://fc06.deviantart.net/fs50/f/2009/271/4/f/Guy_Fawkes_Mask_vectorised_by_timdunn.png.

Anonymous annoncerede midt i december, at de ville stoppe med at lave DDoS-angreb (DDoS står for Distributed Denial of Service (Distribueret ServiceNægtelse), og er betegnelsen for når en hacker bevidst overbelaster en internetserver i en sådan grad, at reelle forespørgsler til serveren ikke kan besvares i tide, red.) mod firmaer eller personer, der generede Wikileaks, men det betyder dog ikke, at Anonymous helt har afskrevet sig brugen af DDoS-våbnet. Bevægelsen har for eksempel nedlagt hjemmesider, der tilhører regimerne i henholdsvis Zimbabwe og Tunesien siden da.

Twitter presset til dataudlevering i WikiLeaks-sag

Den amerikanske regering har ifølge ComputerWorld.dk i al hemmelighed krævet, at det sociale netværkssite Twitter udleverede oplysninger om flere af sine brugere, der har tilknytning til whistleblower-sitet Wikileaks. Dette skulle fremgå af nogle retsdokumenter fra en District Court-retssal i Virginia, som er gået til Twitter og forlangt oplysningerne udleveret.

Til at starte med var udleveringen af oplysningerne hemmelig, og i onsdags fik Twitter så lov til at afsløre, at disse oplysninger var efterspurgt af de amerikanske myndigheder, som angiveligt krævede at få udleveret oplysninger som bl.a. brugernavne, adresser, forbindelsesoplysninger som IP-adresser, telefonnumre og betalingsinformationer på fem navngivne Twitter-folk med Wikileaks-forbindelser.

I weekenden fordømte Wikileaks-stifter Julian Assange, som formentlig er mistænkt for at være medskyldig i udleveringen af en kvart million dokumenter fra amerikanske ambassader, stævningen og sagde, at det var ren chikane:

“Hvis den iranske regering forsøgte at fremskaffe disse oplysninger fra journalister og aktivister fra udenlandske nationer ved hjælp af tvang, ville menneskerettighedsgrupper i hele verden tale ud,” forklarede Wikilieaks-stifteren i en pressemeddelelse.

Twitter har indtil videre forholdt sig nogenlunde tavs i sagen, men har dog udtalt:

“Det er vores politik at give brugerne besked om retshåndhævelse og statslige anmodninger om deres oplysninger, medmindre vi er retligt forhindret i at gøre det.”

Nu er WikiLeaks ifølge The Guardian gået i offensiven og har henvendt sig hos Facebook og Google for at få de to selskaber til at offentliggøre eventuelt hemmelige stævninger.

Pirater anholdt i Tunesien

I weekenden blev flere medlemmer af Piratpartiet ifølge en pressemeddelelse fra partiet arresteret i Tunesien, hvor der på det seneste har været demonstrationer mod den autoritære præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Demonstrationerne har stået på, da Tunesien ifølge en artikel på Al Jazeera mistænkes for at have hacket eller phishet sig adgang til kritikeres Facebook-profiler og email-konti og derefter slettet dem. Regeringen kan have skaffet sig adgang via internetudbyderne, lyder en teori.

Anonymous har også tidligere støttet aktivister i Iran.

Disse flyers vil på lørdag blive delt ud forskellige steder i Danmark (tryk for at downloade): http://www.mediafire.com/?nfvqiwxs777z57a

Se Anonymous’ promoverings-video for aktionerne her:

Besøg ComOn.dk

Af ALERTA
Det slog klik for Bertel Haarder da en DR-journalist i et tv-interview stillede et spørgsmål ministeren ikke var forberedt på. Ministeren undskylder i et brev, at han blev afbrudt midt i sin livret, risengrøden, som hans kone og han sad og spiste inden en teatertur. En facebook-gruppe opfordrer nu folk til at sende risengrød til ministeren.

Det slog klik for Bertel Haarder under et 14 min. langt tv-interview med en DR-journalist. // Foto: DR

‘Røvhul’ og ‘dumme svin’ snerrer Bertel Haarder og vader stresset rundt om sig selv, mens Journalisten i tv-klippet forsøger at få fat på Bertel Haarders spindoktor.

Spørgsmålet, der gjorde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder rasende på en DR-journalist, handlede om en arbejdsgruppe, der er nedsat under Sundhedsstyrelsen. Denne arbejdsgruppe har til formål at komme med anbefalinger om netop fedme- og rygoperationer, og gruppen er først færdig med sit arbejde til marts. Journalisten spurgte i interviewet, hvorfor ministeren ikke vil vente på arbejdsgruppens anbefalinger, og dette gjorde ministeren meget vred, fordi han ikke var forberedt på netop dette spørgsmål.

“Jeg ved ikke en skid om de ting. Jeg troede, vi skulle snakke om fedmeopperationer. Du spørger om proces, og det kan jeg ikke svare på, og det er der en skide god grund til: Jeg aner det ikke!”

DR lægger i artiklen vedhæftet offentliggørelsen af interviewet vægt på spørgsmålet om, hvor langt kan en toppolitiker tillade sig at gå i forsøget på at styre pressen og få sit budskab frem, og netop derfor valgte de at offentliggøre interviewet. Se interviewet her (Interviewet begynder at gå skævt ca. 7 min. inde i filmen).

Under interviewet skælder Bertel ud på journalisten, og kommer med udbrud som “Du skal fanme ikke bede mig om at blive interviewet en anden gang!”, og selv da det går op for Haarder, at fejlen er hans pressechefs, lader han raserianfaldet fortsætte i en både skinger og anklagende tone.

Til sidst ender han med at forlade stedet, for at tage i teater med hans kone, med denne skarpe udmelding:

“Jeg er rasende. Jeg håber, at jeg får en undskyldning for at jeg får et spørgsmål jeg ikke er forberedt på.”

Undskylder i et brev til journalisten

Men sådan gik det ikke. I stedet sendte Bertel Haarder et brev til journalisten hvori han undskylder, at han nåede det røde felt fordi hans planer blev ødelagt, og skriver bl.a.:

“Du opfordrede mig indtrængende til at forlade aftensmaden (min livret risengrød) for at suse ind til DR, hvor vi så lige akkurat ville have 10 minutter, så jeg kunne nå Juleoratoriet med min kone kl. 19.30, før dørene blev lukket.”

Han skriver endvidere, at han undskylder sine hårde ord, som han “troede var fra mand til mand og ikke blev optaget”, at han fik afbrudt aftensmaden, at hans kone ventende og “de to brudte aftaler samt en slem migræne i anmarch”, som han også beskriver som årsagen til hans “stressede adfærd”.

Til sidst undskylder han:

“Da du insisterede på at interviewe mig om udvalget, blev jeg desværre ophidset, hvad jeg beklager.”

“Send risengrød til Bertel Haarder”

“Vores allesammens sundhedsminister Bertel Haarder fik en stress-situation forleden fordi han blev afskåret fra at spise risengrød, hans livret,” skriver Facebook-gruppen og opfordrer derfor alle til at at sende risengrød, kanel og smør til Bertel, “så en lignende situation kan udgåes i fremtiden”.

Risengrøden sendes til følgende adresse:
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Ny satirevideo: “På loftet sidder Bertel med sin risengrød”

I en ny satirevideo offentliggjort af ViErVenner.dk, bliver hele episoden beskrevet i den velkendte julesang, fra hvilken sangteksten næsten er som skrevet til episoden.

Se videoen: “På loftet sidder Bertel med sin risengrød” her.

Besøg den nyoprettede Facebook-side: “Lad nu Bertel Haarder få sin risengrød”

Kilde: Modkraft.dk
De danske teleudbydere skal blokere adgangen til den populære fildelingshjemmeside The Pirate Bay, afgjorde Højesteret torsdag. Ytringsfriheden er i fare, lyder det fra Piratgruppen.

Torsdag den 27. maj stadfæstede Højesteret en tidligere dom fra lands- og fogedretten, som betyder, at de danske teleudbydere skal blokere for deres kunders adgang til hjemmesiden ThePirateBay.org.

Retten fandt at Telenor og andre udbydere af internet, medvirker til overtrædelse af ophavsretten ved at tillade deres kunder adgang til den populære og verdenskendte fildelingstjeneste.

Derfor pålagde Højesteret Telenor, at opretholde den såkaldte DNS-blokering, for at undgå at folk downloader musik, film og spil uden tilladelse fra – og ikke mindst betaling til – rettighedshaverne.

Glæde over præcision

Det var danske repræsentanter for musik-, film- og underholdningsindustrien som havde anlagt sagen mod Telenor (tidligere Tele2). Selskabet er stærkt kritisk overfor dommen, men glæder sig alligevel over at der nu er klare linjer på området.

– Vi er tilfredse med, at udfaldet præciserer vores handlepligt. Østre Landsrets afgørelse skabte tvivl om, hvor langt vi skulle gå for at opretholde spærringen. Men Højesteret har nu besluttet, at det er tilstrækkeligt at foretage DNS-blokering, siger Telenors juridiske chef, Nicholai Kramer Pfeiffer til Computerworld.

– Vi mener naturligvis stadigvæk, at det er uhensigtsmæssigt, at vi som teleselskaber bliver inddraget i en sag som denne. Teleselskaberne har ikke noget incitament til at bruge ressourcer på en sag, der står mellem rettighedshavere og folk, som anklages for at krænke ophavsretten, siger Nicholai Kramer Pfeiffer

Den omtalte blokering er ifølge eksperter den billigste løsning på problemet. Men er samtidig også den nemmeste at omgås. I praksis kan alle med blot den mindste viden om computer og internet med få klik komme ind på Pirate Bay og få adgang til de forbudte frugter.

Dommen kan dog få konsekvenser, som rækker langt ud over konflikten om den svenske piratside.

– Konsekvensen af dommen bliver, at Telenor og sikkert også andre internetudbydere ikke fremover vil møde op og gøre modstand i retten, hvis rettighedshavene en anden gang får en dommer til at kræve spærring af site, der krænker deres ophavsret, siger regulatorisk chef i telenor, Nicholai Kramer Pfeiffer til ComON.

Ytringsfriheden i fare

Dommen bliver også mødt med bekymring fra Piratgruppen, som kæmper for retten til frit at kopiere og dele kultur på internettet.

– Grundstenen er nu lagt til et samfund hvor internetcensur er et legitimt middel til at regulere borgernes færden på internettet. Ytringsfriheden er i fare og i sidste ende vil denne kurs ødelægge internettet som vi kender det, udtaler Troels Møller, talsperson i Piratgruppen, og fortsætter:

– Det (blokering, red.) er totalt ude af proportion. Censur kan til nøds tages i brug ved alvorlig kriminalitet som fx børneporno, men at bruge det som et middel mod ophavsretskrænkelser er helt absurd. Hvor går grænsen? Man kan jo nærmest ikke færdes på internettet uden at bryde ophavsretsloven, sådan som den ser ud i dag. Og skal vi også til at lukke for adgangen til Google, YouTube osv. fordi man kan finde ophavsretskrænkende materiale der?, lyder det fra pirattalsmanden.

Han mener, at de danske politikere må gribe ind.

– Rettighedsindustriens lobby har al for stor magt i disse sager, og da der ikke på tilsvarende vis er nogen samlet stemme eller store pengebeløb bag den anden side af sagen, er det sjældent den bliver hørt. Politikerne bliver nød til at få øjnene op for disse ting, siger Troels Møller.

Piratgruppen står ikke alene med deres kritik af passive politikere på IT-området.

– Afgørelsen i Højesteret er juridisk korrekt, det er lovgivningen, der er problemet. I vidt omfang lægger man nu op til at lade private aktører udføre det arbejde, der ellers på mange andre områder udføres af demokratiske organisationer som Folketinget, ministerierne og politiet, siger IT-advokat, Martin von Haller Grønbæk, til dagbladet Politiken.