Archive for the ‘Krig’ Category

Løgnen om krigen

Posted: 22. april 2010 in Krig, Mellemøsten, USA

Kilde: Information

I aftes kunne DR-dokumentar fortælle den utrolige, men sandfærdige historie om agenten Curveball (wikipedia) – den afhoppede irakiske ingeniør, som op til Irak-krigen snød den vestlige verdens efterretningstjenester med falske oplysninger om Saddam Husseins frygtelige masseødelæggelsesvåben.


Det var især hans beretning om Iraks mobile våbenanlæg, som rystede verden. Både USA og Danmark brugte oplysningerne til at retfærdiggøre krigen. Udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte om de mobile anlæg. Det samme gjorde udenrigsminister Per Stig Møller (K) herhjemme. De glemte begge at fortælle, at kilden til oplysningerne – Curveball alias Rafid Ahmed Alwan – var afsløret som patologisk løgner og var indlagt på en psykiatrisk klinik i Schweiz.

Den fantastiske historie om, hvordan verden lod sig vildlede af en enkelt pengeglad afhopper, er genfortalt af DR på sobreste vis, men det er tankevækkende, at hverken daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), Per Stig Møller eller Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, har villet svare på, hvordan i alverden det kunne ske.

For det er ikke Curveball, der er skurken i denne historie. Det er de efterretningstjenester og politikere, der brugte ham til at vildlede verden. En verden, der ville vildledes – og det gælder også Danmark.

Ros til DR’s dokumentargruppe for at insistere på at fortælle eftertiden om det absurde forløb op til Irak-krigen. Men ris til DR’s ledelse for ikke at turde slå til, når der er grund til det. Dokumentaren gik alt for let hen over den danske regerings og FE’s rolle, selv om det er bevist, at FE åd Curveballs røverhistorier lige så råt som CIA.

Det burde i sig selv være tilstrækkeligt til at iværksætte en uvildig undersøgelse af Irak- krigen. Hvordan kunne FE optræde så inkompetent? Og er det virkelig rigtigt, at regeringen ikke havde fået det mindste vink om, at de stærkeste beviser mod Irak kom fra en mand, der havde viklet sig så langt ind i sine egne løgne, at han var blevet tosset?

Læs mere om agenten Curveball: Tyven fra Bagdad

Reklamer