Archive for the ‘Ungdomshuset’ Category

Af ALERTA
På Fyn og i Jylland er antifascister gået sammen om at indkalde til en fælles togtur for antifascister fra hele landet, til demonstrationen mod nazikoncerten i Greve d. 6. august 2011. ALERTA giver et kort overblik.

Det er Jyske Antifascister (JAF) og Fynske Antifascister (FAF) der står bag togturen. Der er opsamlinger i Århus og på Fyn, men det er muligt at stige på toget hele vejen igennem landet.

Samlingerne sker klokken 10.00 på Århus Banegård (ved billetautomaterne) og klokken 11.40 på Odense Banegård (ved billetsalget).

Det er muligt at stige på toget følgende steder (afgangstid i parantes):

Aalborg (09.01)

Hobro (09.32)

Randers (09.48)

Aarhus (10.28)

Skanderborg (10.41)

Horsens (10.56)

Vejle (11.13)

Fredericia (11.33)

Odense (12.08)

Der er lavet en flyer for fællesafgangen, som du kan kopiere og sprede i din lokale by.

Information om demonstrationen:

Selve demonstrationen starter klokken 15.00 lørdag den 6. august fra Hundige Station.

På deres hjemmeside skriver Projekt Antifa, at “demonstrationen er indkaldt på et fredelig grundlag,” og henviser til et interview med Antifascistisk Aktion om konceptet. Derudover opfordres der til at man venter til om aftenen med øl. Som de skriver: “Ingen alkohol – ingen panik!”

Samtidig annonceres der om plakatopsætning tirsdag den 26. juli i København. “Kom frisk til Folkets Hus (Stengade 50, København N) klokken 20.00. Tag en ven med. AFA sørger for koste, spande, klister og plakater,” lyder indbydelsen.

Mandag den 1. august er der infomøde i Ungdomshuset på Dortheavej 61 i København klokken 18.00. Her vil der blive givet de sidste detajler og praktiske informationer om dagen.

Bor man i København, er der selvfølgelig også arrangeret fællesafgang herfra; her mødes man klokken 13.30 på Blågårds Plads og går samlet til Nørreport.

Der er indtil videre fastlagt fire talere ved demonstrationen:
– Allan Krautwald (aktiv i modstanden mod Blood & Honour på Sydfyn omkring årtusindeskiftet)
– Anne Jessen, Demos
– Antifascistisk Aktion
– Syndikalistiska Ungdomsförbundet (Sverige)

Fredelig demonstration

Antifascistisk Aktion har meldt ud, at demonstration foregår på et fredeligt grundlag, og at de ikke ønsker uroligheder ved den.

“Vi har valgt at vedtage et ikke-volds kodeks i forbindelse med demonstrationen. Det betyder, at vi vil have en 100% fredelig demonstration, og ikke er interesserede i sammenstød med hverken politiet eller nazister. Hvis der er folk, der gerne vil agere udenfor det aktions-kodeks, så er det ikke vores opgave at forhindre det, eller at tage afstand fra det. Vi beder bare folk om, at holde det væk fra vores demonstration. Der er jo rigeligt med muligheder for at være kreativ andre steder i området,” fortæller Anton fra AFA til Projekt Antifa, og fortsætter:

“For os er det essentielt, at inspirere og aktivere lokale kræfter i kampen mod nazi-borgen, og DNSBs koncerter. Vi mener, at de erfaringer man har indsamlet i Tyskland de seneste år, med fredelige blokader og demonstrationer samt et stærkt fokus på at mobilisere lokalbefolkningen er forbilledlige, og er noget det ville være dumt ikke at lade sig inspirere herhjemme. Erfaringerne fra 90’erne Hess-marcher viser jo, at det kan lade sig gøre.”

“Demonstrationen kommer til at blokere Hundige Strandvej fra den nordlige ende, hvor langt de fleste nazister kommer fra. Det betyder, at Hundige Strandvej i krydset ved Godsvej kommer til at være åbent, så hvis folk vil aktionere udenfor demonstrationen, er det da oplagt at gøre det dér,” fortæller Emilie, der ligeledes er fra AFA.

Vil du gerne have løbende opdateringer? Så tilmeld dig Projekt Antifas sms-service, Antifa Update, her.

Læs resten af interviewet med AFA hos Projekt Antifa her.

 

Kilde: Modkraft.dk
Det brugerstyrede fristed på Dortheavej 61 i København hedder nu officielt »Ungdomshuset på Dortheavej 61«. Mandagsmødet besluttede i denne uge, at droppe navnet »Overdrevet«.

Ungdomshuset på Dortheavej 61. Foto: Dortheavej-61.dk

 

Ungdomshusets pressegruppe bekræfter overfor Modkraft.dk, at det brugerstyrede fristed på Dortheavej 61 i København har skiftet navn fra »Overdrevet« til »Ungdomshuset«.

Det er korrekt, at ungdomshuset på Dortheavej nu hedder Ungdomshuset“, siger »Carl« fra pressegruppen.

Beslutningen blev truffet på et mandagsmøde den 23. august.

Ingen forklaring på navneændring

Huset, der ligger i det københavnske Nordvestkvarter, blev åbnet den 18. oktober 2008, som en erstatning for Ungdomshuset på Jagtvej 69, der blev jævnet med jorden i marts 2007.

Efter mange diskussioner fik det nye fristed navnet »Overdrevet«.

Huset fortsatte dog i folkemunde med at blive kaldt ungdomshuset, da mange af de tidligere brugere fra Jagtvej 69 fortsatte deres engagement i de nye lokaler.

Ungdomshusets talsperson ønsker ikke at oplyse hvorfor brugerne har besluttet navneændringen.

Huset på Dortheavej indeholder bl.a. spillestedet Dödsmaskinen, bogcafé, Yoga-rum, kreative værksteder, folkekøkken og øvelokaler. Alle der bruger huset arbejder gratis og skal overholde fem ufravigelige grundregler: Ingen racisme, sexisme, homofobi, vold eller hårde stoffer.

Det er Fonden Jagtvej 69 der lejer lokalerne af kommunen men får pengene tilbage igen, som et driftstilskud. Det er dog mandagsmødet, som er husets øverste myndighed.

Besøg hjemmesiden for Dortheavej 61.

To personer frikendt mens 80 personer får betingede domme for deltagelse i en demonstration for Ungdomshuset i december 2006. »Det bliver en god sommer,« siger én af de dømte aktivister til Modkraft.

Foto: Demo for Ungerens bevarelse.

Der er lettelse at spore i stemmen på den unge aktivist, da Modkraft overbringer nyheden om, at han slipper for en tur i fængsel for deltagelse i en demonstration til fordel for Ungdomshuset den 16. december 2006.

– Det er sgu dejligt at høre. Selvom jeg ikke mener, at jeg har gjort noget som helst ulovligt ved blot at deltage i en demonstration, så er det trods alt dejligt ikke at skulle i fængsel. Det bliver en god sommer, siger »Carsten«.

»Ca. 80 personer« blev onsdag den 30. juni idømt 40 dages betinget fængsel mens to blev helt frikendt, oplyser Københavns Politi i en mail til Modkraft.

Dermed er sagen afsluttet efter tre et halvt år i retssystemet.

Voldsomme gadekampe

I alt blev 170 demonstranter masseanholdt den 16. december 2006, da de befandt sig i nærheden af en demonstration, der udviklede sig til voldsomme gadekampe på Jagtvej i København.

Fire personer fra gruppen blev efterfølgende idømt 40 dages ubetinget fængsel for ikke at efterkomme politiets ordre samt deltagelse i optøjer. Alligevel besluttede Københavns Politi, at opgive sagerne mod de resterende demonstranter.

I august sidste år underkendte Statsadvokaten så politiet og bestemte, at sagerne alligevel skulle for en dommer med krav om ubetinget fængsel.

Det lykkedes dog kun at forkynde tiltalen for 80 personer, som altså nu har fået deres dom.

Læs artiklen »Ungdomshusdemonstranter får betingede domme« i Politiken.

Læs artiklen »Politiet jagter 170 aktivister« i Politiken.